Uhhh hvor har det været hårdt i dag! Jeg har simpelthen haft/har så meget hjemve! Det startede egentlig rimelig meget lige fra i morges af. Jeg skulle ud og løbe, hvilket jeg havde sat 1 hel time af til. Men næsten lige fra starten af begyndte jeg bare at græde - jeg kunne slet ikke få vejret! Jeg græd og græd! Altså jeg har skypet med mor og far og Becca og Christian (Bastian) flere gange, men selvom det er dejligt at se dem, så er det forfærdeligt ikke at være i stand til at række ud og kramme dem! Jeg har virkelig haft brug for en mor-krammer og en far-krammer!
Da jeg var hjemme efter min gå/løbetur, skypede jeg med mor. Jeg var simpelthen så ked af det! Jeg ved, at udvekslingsregel nr. 1 er, at hvis man har hjemve, så skal man absolut ikke ringe til sin familie. Men det var det jeg havde brug for. Mor fik mig overtalt til at snakke med min værtsmor om det. Jeg var virkelig nervøs for, at de ville tro, at jeg ikke er glad for at være her og være en del af deres familie, så derfor har jeg holdt mine følelser for mig selv de sidste par dage, i håb om at de ville gå væk.
Efter skype gik jeg lige i bad, og så kom Andrea hjem fra sin morgen-Starbuckstur. Jeg gik ned med tåre i øjnene og spurgte, om hun ville komme med op på mit værelse. Og så brød jeg ud i tårer igen i hendes arme. Hun sagde, at hun tænkte nok, at hjemveen snart ville komme. Vi snakkede i lang tid, og hun fik mig virkelig til at få det bedre! Hun sagde: "Honey we can be your family, we all love you."
Hun spurgte også, hvad hun/de kunne gøre for, at jeg føler mig mere hjemme, og at jeg får det bedre. Jeg sagde, at noget, jeg virkelig er urolig for, er den store ændring i mine kostvaner. Jeg er vandt til masser af frugt og grønt, og så kun lækre ting og sager i weekend eller sjældnere. Og her får jeg meget meget mindre sundt, end jeg er vandt til. Det kunne hun sagtens forstå, og hun foreslog at jeg kunne komme med ned og købe ind, så vi kunne købe noget af det, jeg er vandt til. <3
I det hele taget var det bare så godt at tale med hende! Hun er så fantastisk, og gør alt hvad hun overhovedet kan, for at jeg har/får det godt! Hun er virkelig den bedste "2. mor", jeg kunne få, og jeg er så glad for, at jeg talte med hende om, hvordan jeg har det.
Hun sagde også, at hun ikke syntes, at jeg skulle være alene i dag, for det ville ikke være godt lige nu. Så jeg tog med dem i byen og på arbejde, hvor jeg så sad der og lavede nogle af mine mange lektier! Senere tog vi i kirke. I kirken blev jeg meget følelsesladen igen. I starten var det bare fugtige øjne, som diskret lige kunne tørres, uden nogen lagde mærke til det. Men der begyndte tårerne så at trille igen. Jeg blev nødt til at gå ud. Al den smukke musik (hvilket der er i den her kirke), bragte det hele frem igen.
Min søde dejlige værtssøster Whitney gik med mig ud, og vi stod i lang tid bare og krammede, så jeg kunne græde ud. De sidste 20 minutter af messen eller sådan, sad vi bare udenfor og snakkede, indtil de andre kom ud. De gør virkelig allesammen, hvad de kan, for at jeg skal føle mig som en del af deres familie. Som Andrea sagde: "You are our daughter Michelle".
Så altså jeg har det hårdt i de her dage, men det er en stor hjælp, at jeg har min amerikanske familie! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dem. Og Andrea har sagt, at hun vil elske at give mig mor-krammere. :-) <3
Jeg håber virkelig, at min hjemve bliver bedre i morgen, for det er så hårdt. Men jeg vil prøve at åbne mere op til mine værtsforældre, og så få en masse at lave - hele tiden i gang, så jeg ikke tænker over det så meget. <3
– M
Da jeg var hjemme efter min gå/løbetur, skypede jeg med mor. Jeg var simpelthen så ked af det! Jeg ved, at udvekslingsregel nr. 1 er, at hvis man har hjemve, så skal man absolut ikke ringe til sin familie. Men det var det jeg havde brug for. Mor fik mig overtalt til at snakke med min værtsmor om det. Jeg var virkelig nervøs for, at de ville tro, at jeg ikke er glad for at være her og være en del af deres familie, så derfor har jeg holdt mine følelser for mig selv de sidste par dage, i håb om at de ville gå væk.
Efter skype gik jeg lige i bad, og så kom Andrea hjem fra sin morgen-Starbuckstur. Jeg gik ned med tåre i øjnene og spurgte, om hun ville komme med op på mit værelse. Og så brød jeg ud i tårer igen i hendes arme. Hun sagde, at hun tænkte nok, at hjemveen snart ville komme. Vi snakkede i lang tid, og hun fik mig virkelig til at få det bedre! Hun sagde: "Honey we can be your family, we all love you."
Hun spurgte også, hvad hun/de kunne gøre for, at jeg føler mig mere hjemme, og at jeg får det bedre. Jeg sagde, at noget, jeg virkelig er urolig for, er den store ændring i mine kostvaner. Jeg er vandt til masser af frugt og grønt, og så kun lækre ting og sager i weekend eller sjældnere. Og her får jeg meget meget mindre sundt, end jeg er vandt til. Det kunne hun sagtens forstå, og hun foreslog at jeg kunne komme med ned og købe ind, så vi kunne købe noget af det, jeg er vandt til. <3
I det hele taget var det bare så godt at tale med hende! Hun er så fantastisk, og gør alt hvad hun overhovedet kan, for at jeg har/får det godt! Hun er virkelig den bedste "2. mor", jeg kunne få, og jeg er så glad for, at jeg talte med hende om, hvordan jeg har det.
Hun sagde også, at hun ikke syntes, at jeg skulle være alene i dag, for det ville ikke være godt lige nu. Så jeg tog med dem i byen og på arbejde, hvor jeg så sad der og lavede nogle af mine mange lektier! Senere tog vi i kirke. I kirken blev jeg meget følelsesladen igen. I starten var det bare fugtige øjne, som diskret lige kunne tørres, uden nogen lagde mærke til det. Men der begyndte tårerne så at trille igen. Jeg blev nødt til at gå ud. Al den smukke musik (hvilket der er i den her kirke), bragte det hele frem igen.
Min søde dejlige værtssøster Whitney gik med mig ud, og vi stod i lang tid bare og krammede, så jeg kunne græde ud. De sidste 20 minutter af messen eller sådan, sad vi bare udenfor og snakkede, indtil de andre kom ud. De gør virkelig allesammen, hvad de kan, for at jeg skal føle mig som en del af deres familie. Som Andrea sagde: "You are our daughter Michelle".
Så altså jeg har det hårdt i de her dage, men det er en stor hjælp, at jeg har min amerikanske familie! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dem. Og Andrea har sagt, at hun vil elske at give mig mor-krammere. :-) <3
Jeg håber virkelig, at min hjemve bliver bedre i morgen, for det er så hårdt. Men jeg vil prøve at åbne mere op til mine værtsforældre, og så få en masse at lave - hele tiden i gang, så jeg ikke tænker over det så meget. <3
– M
Ingen kommentarer:
Send en kommentar