tirsdag den 13. august 2013

Cross Country


I dag var det blevet tid til tryouts. Jeg stod klar kl. 06:15, så jeg kunne være til træning kl. 07:00. Jeg var mindre nervøs i dag end i går, men jeg var stadig virkelig nervøs. Vi startede jo med at løbe de 2 miles (3,22 km.) hen til startlinjen. Og så gik vi direkte i gang med timetrial som var 3 miles (4,83 km.). De 3 miles skulle løbes på 28 min eller mindre.
Det var simpelthen noget af det hårdeste! Jeg har været på ferie den sidste måned, så det har været svært at komme særlig meget ud der. Derudover er jeg stadig vildt jetlaget og i det hele taget bare udmattet fra alle de nye indtryk. Derudover har jeg aldrig løbet i det område før – og dårlig nok i dette land og klima! Alt dette spillede nok ind, da jeg løb. Jeg har nemlig løbet de 3 miles derhjemme, før jeg rejste på de 28 min. rent. (Der løb jeg dog ikke 2 miles lige før!)
Min tid var 29:30. Jeg blev nødt til at stoppe et par gange, og det var så varmt, at jeg fik det dårligt. Jeg kastede faktisk op en smule! Jeg havde det bare så dårligt! Også fordi jeg er bedst til lange distancer i mit eget tempo ikke det her!
Jeg har ét til forsøg på torsdag kl. 5.45 om morgenen. Og så er der træning samme tidspunkt til og med lørdag. Og så fra på mandag starter træningen kl. 15 hver dag. Men jeg talte med nogle af pigerne, og de fortalte mig lidt om den daglige træning. Mandag: løbe 6-7 miles (9,7 km – 11,3 km). Tirsdag: bakketræning. Onsdag: løb igen. Torsdag: Hurtigløb på kortdistancer (track). Og fredag er igen: løb. Lørdag: stævner på 6-7 miles. Det  var noget i den stil.
Det er jo helt sindssygt! Jeg ved med mig selv, at jeg vil hade de 2 timer af min dag, som er 6 dage om ugen. Det er alt for ekstremt, og specielt når det er 10° varmere om eftermiddagen, end det er til morgentræning. Jeg føler jo, at jeg er kommet på et idrætsakademi!
Jeg har i stedet besluttet, jeg vil løbe hjemme i mindst 30 min., mindst 5 dage om ugen. Så vil jeg lave backstage-stuff i dramaclub hver dag, hvor Whitney er. Og så vil jeg lede efter en løbeklub uden for skolen, og deltage i alle mulige velgørenhedsløb. Derudover er der skoleklubber (ex. photography club, world cultures club, healthy living club…) som mødes 1 gang om måneden. Og så vil jeg prøve youth group om søndagen med Whitney og Maggie. Min værtsfamilie har flere ideer til ting, jeg kan gøre uden for skolen!
På denne måde behøver jeg ikke gå til noget 2 timer 6 dage om ugen, som jeg ikke har lyst til. Og jeg kan stadig blive ved med at nyde at løbe. Og jeg har stadig tid til at have et liv uden for skolen. Jeg er ret glad for den her løsning.
– M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar