torsdag den 28. februar 2013

Skyldfølelse og betaling

Så er det hele betalt til AFS! Mor kom op, med nærmest tårer i øjnene og sagde, at jeg var et ondt barn. :-) Jeg kunne ikke andet end at kramme hende! Det er egentlig også rimelig uretfærdigt for min familie, at jeg tager af sted! Det er min drøm at tage til USA i 1 år - ikke deres. De har ikke bedt om savnet, og de får ikke engang noget ud af det, som jeg gør. De sidder blot herhjemme og venter på, at jeg kommer hjem.

Min familie støtter mig selvfølgelig i at tage af sted, men det er ikke af deres gode vilje. Lige siden jeg fandt ud af, at jeg ville til USA som 11-årig, har de prøvet at tale mig fra det. De har gjort det på en diskret måde ved at teste mig på forskellig vis: "Hvad vil du gøre i USA når..." el. "Er du sikker på at du kan undvære os alle sammen et helt år?..." osv. Men mit svar er: "Det ved jeg ikke!" Jeg har ingen ide, om hvad jeg gør, når hjemveen kommer, for det gør den!

Jeg kommer til at savne alt; min familie, mine venner, skolen, mit hus, Danmark, mit liv ... alt. Men alt det, ved jeg jo, venter på mig.

Men igen... Jeg har det ikke godt med at gøre det mod min familie, det bliver så hårdt! 5 mdr tilbage...

– M

torsdag den 21. februar 2013

Mulige afrejsedatoer under ventetiden

Her for tiden tjekker jeg min mail omkring 17 gange dagligt. Jeg er nemlig medlem af nogle grupper på facebook, hvor der er udvekslingsstudenter fra Skandinavien, som alle skal til USA. Der er flere og flere, som allerede har fået familie og placering. Hver gang min telefon bipper, og der står: "Så har jeg fået familie... bum bum bum...", tænker jeg bare - Hvorfor er det ikke mig!? Men jeg ved selvfølelig godt, at det er tidligt, men jeg ville stadig ønske, at jeg i det mindste vidste hvor i landet jeg skal bo! Det er nemlig det første, som folk spørger mig om, når jeg siger, at jeg skal til USA.
Jeg har lige fået en mail fra AFS. 
Afrejsetidspunkterne er fastlagte:

Den første og største afrejse er d. 7. og 8. August. (modtaget information om værtsfamilie inden d. 25. Juli.)
Den anden afrejsedag er d. 23. august. (modtaget information om din værtsfamilie inden d. 8. August.)
Den tredje afrejsedag er d. 11. september. (modtaget information om, at der er en værtsfamilie på vej.)

Hvor jeg dog håber, at jeg kommer med den første! Det ville være så ærgerligt først at rejse, efter skolerne er startet! 

Der er også kommet datoer for førorienteringen. Den varer i 4 dage, og jeg skal på den fra den 10. juli til den 13. juli. Jeg glæder mig virkelig til førorientering, hvor jeg kan møde en masse andre unge, som er lige så spændte, som jeg er! :-)

– M