lørdag den 7. december 2013

Skandinavisk middag, dansk jul, Lucia...

Jeg er meget glad lige nu. Her til aften tog jeg til en skandinavisk middag sammen med min værtsfamilie og min veninde Rachel fra min skole. Jeg var blevet inviteret af noget, som hedder ”The Kansas City Scandinavian Association”. Hvert år inviterer de udvekslingsstudenter til et arrangement, med mad, sange og traditioner fra Scandinavian. Mange af dem, der var der her til aften, var danskere, så der var dejligt at tale med nogle af dem. En af dem jeg talte med, blev jeg ved med at tale engelsk til, for jeg lagde ikke engang mærke til, at hun blev ved med at tale til mig på dansk!
Jeg syntes ikke, at maden var helt fantastisk, men jeg kunne dog kende sild, rødkål, gløgg, danske småkager og kransekage! Da vi ankom kunne jeg straks kende duften af julegløgg! :-) Jeg blev ret overrasket, da vi fik af vide, at vi skulle gå Lucia! Der skulle findes en frivillig til at være Lucia brud, og da ingen meldte sig, tænkte jeg, det gør jeg da! Lige siden jeg gik i tredje klasse, har jeg altid gerne villet være Lucia brud, men det skete aldrig, så i dag var dagen! :-D Det var faktisk ret sjovt – faktisk så sjovt at jeg ikke kunne lade være med at grine, mens vi gik rundt mellem bordene! Min norske veninde begyndte at græde af grin! :-D
Vi skulle alle tale om vores land osv. og til sidst dansede vi om juletræet foran alle, mens vi sang DANSKE julesange. Men så var det, at det skete… Jeg begyndte lige så stille at have tårerne trille ned at mine kinder! Jeg blev lige pludselig ramt hårdt af hjemve! Det danske juletræ, som akkurat lignede et derhjemme fra. Mine danske venner. Danske dufte og mad. Danske juletraditioner. Danske julesange!!! Det var godt nok lidt hårdt!
Men som jeg sagde i starten, er jeg glad! Jeg er så glad for at have haft denne oplevelse! Jeg havde en lille dansk jul her i USA! Jeg havde en fantastisk aften, hvor jeg virkelig hyggede mig med min søde nye veninde Rachel og min dejlige værtsfamilie. Da vi tog derfra, kørte vi rundt for at se de smukke julelys, som der er så mange af, her hvor vi bor – jeg har aldrig set noget lignende! Jeg er så glad for at jeg tog af sted i aften!
I morgen tænder jeg det julelys, som min søde mor sendte til mig fra Danmark! <3
– M






Kransekage


Jeg fik en julegave!

Det fine danske juletræ


Rachel og mig



Ingen kommentarer:

Send en kommentar