onsdag den 16. juli 2014

Belo West Coast Trip

Denne gang bliver blogposten meget lang, men der er heldigvis en masse billeder, så i behøver ikke læse det hele. Men jeg var afsted i 14 dage, hvor hver dag var et eventyr, så det, at jeg ikke skriver længere, er et mirakel! :-)

5.6.14
Meget spændt på de kommende to uger, tog jeg med to af mine bedste veninder; Luca og Vilde, til vestkysten, for at begynde vores eventyr! Vi var i alt 95 udvekslingsstudenter fra hele verden på denne tur, og alle var udadgående og smilende. Det kunne ikke andet end at blive en fantastisk tur!


6.6.14
Vores tur startede i Phoenix, Arizona, hvor vi gik rundt i byen og bl.a. fik set State Capitol building. Derefter tog vi til Sedona, som er kendt for sine røde sandsten! Det var utrolig smukt, og vi skulle vandre lidt op, for at komme op til en hule, som havde udsyn til hele byen! Vi var også oppe i den lille landsby, hvor det bare var utrolig varmt! Arizona havde en meget tør luft, og det var 43 grader i skyggen! I løbet af dagen fik jeg talt med utrolig mange søde mennesker, og vi begyndte alle så småt at blive venner.
Vi boede på et hotel i Arizona, hvor vores AirConditioning gik i stykker! Men det var super hyggeligt, for vi sov 4 personer i hvert værelse, og hver anden dag skiftede vi roommates!

Min ven Bruno fra Brazilien, som også boede i Kansas City i år

Her er Luca, Vilde og jeg oppe i hulrummet i bjerget


7.6.14
Man er helt i chok, når man stiger ud af bussen i Grand Canyon! Det var noget af det vildeste, jeg nogensinde har set! Lige meget hvor mange billeder og videoer man tog, kunne man slet ikke fange, hvor smukt og imponerende, det var! Vi var ude og vandre i 3 timer for at komme længere ned i dalen! Turen ned var sjov, men op var en hel del hårdere! Det var så varmt, og vi havde slet ikke nok vand med! Lesson learned!

Her er Loke og Christian fra Danmark! Vi var i alt 4 danskere på turen.


Solbriller havde været en super god ide ;-)


8.6.14
Vi tog Route 66 til Las Vegas, Nevada, om morgenen, og havde derefter den mest fantastiske aften! Efter shopping og en tur i poolen, gjorde vi os klar til en aften i byen. Belo havde lejet 6 Hummer Limoer til os!! Vi måtte selv bestemme grupper på ca. 17 personer, og min gruppe var virkelig god! Vi tog til middag ved et casino, festede i limoen, stoppede et par gange ved turist attraktioner og endda til en koncert!! Det var den vildeste aften, som slet ikke kan beskrives med ord! Det var en af de bedste aftener i mit liv! 

Las Vegas skiltet var slet ikke så stort, som vi havde regnet med!
(Schweiz, Tyskland, Thailand)

Her er vores limo gruppe!! Sikke en oplevelse!

Anna og Denis inde i limoen :-)

Carolina (Bolivia). Her er vi til koncerten! Der var så mange mennesker!

Vores sidste dag i Vegas, gik vi på Las Vegas Boulevard, som er kendt som "The Strip".
Vi var også inde og se Ceasars Palace! Og vi så det enorme vandshow foran "The Bellagio Hotel"! Vildt imponerende! Vi var også oppe i "Stratosphere Tower", som var 140 etager oppe i luften! Der var forlystelse deroppe, som vi prøvede! WOW! SCARY! Heldigvis havde jeg Luca (Italien) til at holde min hånd! Om aftenen fik vi fritid, til bare at gå rundt i Vegas. Jeg gik med Luca, Francesco og Giuseppe (italienere), og vi havde bare den sjoveste aften! 


10.6.14
Så var det blevet tid til at tage til Los Angeles, Californien! Busturen var 6 timer lang, men tiden fløj afsted! Hver gang vi skifter sted og hotel, skiftede vi roommates og busgrupper! Vi havde nemlig to kæmpe store busser med os i de to uger. Der var så meget snak og grin i bussen! Der var altid nogen at tale med! 

Da vi ankom, tog vi til Universal Studios (hvor de laver film).  Det var enormt stort, og meget imponerende! Der var så mange sjove 4D shows, og vi fik en tour, hvor vi så mange kulisser fra forskellige film og serier. Bl.a. så vi gaden, hvor Spider Man svinger sig ned af! Der var også det fedeste "Haunted House" derinde, som var vildt skræmmende! Det har amerikanere bare styr på! 

Francesco og Giuseppe fra Italien! Vi havde det så sjovt den dag!


11.6.14
Vi fik set Hollywood Walk of Fame, og Madam Tussauds Wax Museum! Det så helt ægte ud!


Udsigt til Hollywood skiltet!

Det meste af dagen blev tilbragt på Huntington Beach! Det var det lækreste vejr, og det var så skønt at bade i havet igen! Jeg var derude med Denis og Delphine fra Schweiz, som blev nogle af mine bedste venner på turen! Vi havde det så sjovt i de høje bølger! 

Her spiller drengene lidt fodbold på stranden :-)


12.6.14
Der var så uendelig mange mennesker i Disneyland! Men det var en super sjov dag med alle mine dejlige venner! Fyrværkeriet ved slottet, da det blev mørkt, var highlightet på dagen! Det var simpelthen så smukt! Helt magisk! Der blev spillet disney sange, og fyrværkeriet var perfekt koordineret til musikken!



13.6.14
Dagen blev mest brugt i bussen, for turen til Yosemite var 5,5 timer! Hver aften tog vi alle i hotellets pool og jacuzzi, som bare var så skønt! Der var rift om en plads i jacuzziet - en af aftenerne tror jeg vi var 20 mennesker i det!!

Vi nåede lige et hurtigt stop i Beverly Hills på Beverly Dr. og Rodeo Drive, ligesom i filmen "Pretty Woman". :-) Der var de mest luksuriøse butikker! 


14.6.14
Det var virkelig utroligt at besøge Yosemite! Der er kæmpe bjerge, hvor vandfaldene løb ned af siderne, og der var utrolig grønt! Vi var ude og vandre et par timer, og da vi kom tæt på det kæmpe store vandfald, kunne man mærke vandet i luften! Der var små regnbuer nede ved floden pga. vandsprøjtene! 


Mathias fra Norge. Vi var lige kommet op til toppen, oppe ved vandfaldet!

Her er vores gruppe oppe på toppen! :-)

Luca fra Italien! En af mine tætteste venner, og specielt efter den dag! 
Vi var også sammen ude og ro til "Water Rafting" på floden mellem bjergene. 
Vi var 4 i hver båd, og det var så sjovt! Vi faldt nær over bord flere gange!


15.6.14
San Francisco!!!! Det var så smukt! Det gik op og ned alle steder, og det var så sjovt at prøve "Cable Car Ride"! Havnen var også skøn, selvom det blæste rigtig meget! Og det var koldere, end man skulle tro! 16 grader! Dagen blev brugt ved det kendte "Pier 39" og på museum! Vi sluttede af med middag på restauranten "Bubba Gump Shrimp", haha! :-D
Der var da kun et par dage tilbage, så det var med at få hvert et øjeblik til at tælle!

Jeg elsker San Francisco, og jeg kan virkelig se mig selv bo der en dag!


16.6.14
Vi fik masser af tid til at opleve byen på egen hånd, og vi sluttede af med middag i Chinatown! Vi fik også set en masse af byen i vores CityTour! Og der var det smukkeste udkigspunkt udover byen!! Turen tilbage til hotellet var helt vildt lang pga. trafikken, men Delphine og jeg skrev på Belo bloggen, så det fik tiden til at gå stærkere. :-)


17.6.14
Turen gik til Alcatraz fængslet, som var meget spændende! Vi gik også hele vejen over Golden Gate Bridge, som absolut var noget af det bedste på turen!
Om aftenen havde de arrangeret en afskedsfest for os alle! Der var middag på hotellet, og de havde hyret en DJ, så der var masser af dans! Der blev danset hele aftenen, og vi havde det super sjovt! Skøn måde at afslutte på!

På bådturen ud til Alcatraz


Et sidste gruppebillede


18.6.14
Så blev det den helt store farvel dag! Jeg hader at skulle sige farvel! Det var de bedste 2 uger, ikke bare i mit år i USA, men i mit liv! Det er så vildt, hvor tætte man kan blive med nogen, når man er sammen med dem 24 timer i døgnet i 14 dage! Vi følte os alle så heldige at have mødt hinanden, og vi vidste, at nogle af disse venskaber vil vare i årevis fremover! Hvor end vi tager hen i verden, vil vi altid have en ven, som venter på os!
– M


Ingen kommentarer:

Send en kommentar