søndag den 7. april 2013

Lokal før-orienteringscamp – sjov og ballade!

Så blev det tid til den lokale før-orienteringscamp for alle kommende udvekslingsstudenter i Nordsjælland i AFS. Vi var i alt 15 unge, hvoraf 3 var drenge. Vi skulle til vidt forskellige lande; en til Italien, Belgien, Kina, Japan, New Zealand osv. Der var selvfølgelig flest til USA. Af disse 15 havde 3 fået værtsfamilie, 2 af disse skal til USA.

Vi ankom sammen med vores forældre, og så skulle vi ellers lide under det 2 timers lange ”foredrag” om processer og regler osv. Så kedeligt! Da det var færdigt, tænkte jeg virkelig "Hvad har jeg dog sagt ja til?!?" Så gik vores forældre og de ”ældre” ledere, og vi var efterladt med de unge ledere. Det var 6 unge på ca. 18-24 år (tideligere udvekslingsstuderende), hvilket gør det noget sjovere (sjov og ballade, dans, musik, humor…)

De havde mange aktiviteter, lege og øvelser planlagt. Vi lavede bl.a. en argumentationsleg, hvor vi skulle kunne argumentere for de skøreste ting såsom: Hvorfor kan ludomani kurere cancer? Hvorfor skal Taylor Swift overtage verdensherredømmet? osv. I starten tænkte man, at der jo ingen mening er i det, men det var en øvelse i  at kunne argumentere impulsivt for sin sag og synspunkter – ligegyldigt hvor underligt andre opfatter det. I USA kommer der med sikkerhed tidspunkter, hvor jeg skal forsvare sager som: Obama, aborter, sundhedssystemet osv. Ups! :-)

Til aftensmad var lederne klædt på til bal, og sad sammen med os. De delte små sedler rundt med ting vi skulle gøre under middagen – i hemmelighed. Jeg fik: ”Hver gang en leder henter mad, skal du følge med og tage mad på deres tallerken”. En anden kunne være ”Spis af andres mad” eller ”Tag på folks lår” eller ”Svin alt og alle til”. Det var super sjovt! Der skete hele tiden noget, og folk skabte sig helt vildt! Det var på grænsen til madkrig! 

Så skulle der ryddes op efter vores svineri. Alle hjalp til i køkkenet. Musikken blev tændt, og lederne dansede på bordene, og vi sang med i grydeskeen. Aldrig har det været så sjovt at vaske op og gøre rent.

Sammen med dessert og slik lavede hver gruppe deres underholdning, som vi havde forberedt tidligere. Der var quizzer, gæt og grimasser, limbo osv. Alle gik vildt meget op i det, og vi havde en fest. 

Da vi skulle i seng, skulle vi alle ligge på hinandens maver med dyner og det hele. Så fik vi fortalt godnathistorie. Hahaha. :-) Tro det eller ej, men det var enormt hyggeligt. Vi fik da også lige set lidt ”How I Met Your Mother” bagefter. Vi var så ødelagte, da vi lagde os til at sove klokken 02.00.

Næste morgen (i morges) blev vi vækket af høj heavy metal musik klokken 08.00. Lederne løb ind, råbte og skreg, rev dynerne af, og hev os ud af sengen. Så skulle vi ud og løbe. Godmorgen! Man vågnede da!

Efter morgenmaden snakkede vi endelig konkret om udveksling. Lederne fortalte om deres oplevelser, gav gode råd osv. Det er virkelig godt at høre om disse ting fra en, som selv har været der, og ikke en som aldrig selv har været af sted men bare læser af af regelbogen.

Apropos regler kom de også ind på disse.
AFS har 5 hovedregler:
  1. Man skal overholde landets/statens love
  2. Man må ikke tomle
  3. Man må ikke indtage alkohol eller ulovlige stoffer
  4. Man må ikke betjene nogen form for motordrevne køretøjer (bil, knallert, elektrisk løbehjul, traktorgræsslåmaskine osv.)
  5. Man må ikke blive eller gøre gravid.

Hvis man bryder nogle af disse regler, eller nogen har mistanke om, at man har brudt dem, bliver man sendt hjem med det samme! Jeg har virkelig fået et andet syn på reglerne efter denne weekend. Jeg tog lidt løst på dem førhen, men det er virkelig seriøst. Folk bliver sendt hjem, hvis de har været til fest et sted, hvor der har været alkohol – også selvom de ikke har vidst, at folk havde drukket! Man skal virkelig tage det seriøst, hvis man ikke vil sparkes hjem til Danmark!

Efter udvekslings/USA snak, lavede vi nogle sjove tillidsøvelser før vi spiste frokost og derefter ryddede op. Vi snakkede om vores weekend, og alle gav en enorm gruppekrammer. <3

Jeg havde virkelig ikke regnet med, at jeg ville komme så meget ind på livet af nogle personer, som jeg mødte 24 timer tideligere. Men med alle de ting vi har lavet, sænkede vi paraderne og slog os løs. Det var skønt, at vi alle sidder i samme situation og brænder for det samme. Der er jo i virkeligheden ingen som forstår, hvad vi går igennem - andre end hinanden. Derudover bliver vi ikke trætte af at snakke om udveksling, som alle vores venner gør. Jubiii. :-)

Mange af os fandt lige hinanden på Facebook, så vi kan holde kontakten. Det var en fantastisk weekend, som jeg virkelig har lært meget af. Dette var bare en lille lokal camp. Jeg glæder mig til den næste camp, som er en kæmpe camp fra den 10. til 13. juli! Ej hvor jeg dog glæder mig til at tage afsted! Jeg vil til USA nu! <3 121 dage tilbage!!

– M


Limbo limbo limbo...

Louise og mig. Super hyggeligt med en hjemmefra! :-)

Haha... De skulle bare vide! 10 min efter dette kom heavy metal, og deres dyner blev revet af! :-P

Vi kom da hinanden ved!

Mig og søde Clara :-)

Her er nogle af de søde ledere, som venter på farvel-krammer <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar